Hvad adskiller et sikkert kabinet fra et usikkert?
Hvorfor er godkendelse af sikkerhedskabinetter vigtig? EN12469 / DIN12980
Egenproduktion af sikkerhedskabinetter
Det er måske ikke alment kendt, at Holm & Halby tidligere har produceret sikkerhedskabinetter selv.
I 1980’erne fremstillede vi sikkerhedskabinetter med træramme, som både var berømte og berygtede. Disse bænke blev konstrueret hos en lokal tømmerhandel, mens filtrene blev installeret på salgsstedet. De blev derefter testet og godkendt af en kvalificeret person fra SAS service, som specialiserede sig i netop denne type testopgave. Denne fremgangsmåde er betydeligt forskellig fra den, vi i dag anvender med standarderne EN12469/DIN12980 for sikkerhedskabinetter.
I nutiden produceres sikkerhedskabinetter globalt af mange forskellige fabrikanter, ofte i høj kvalitet. Desværre findes der dog stadig eksempler, hvor kvaliteten ikke lever op til de krav, der stilles til personsikkerheden – som jo er det primære formål med et sikkerhedskabinet.
Hvad adskiller et sikkert kabinet fra et usikkert?
Design og funktionalitet af et LAF-kabinet er baseret på korrekt laminar luftstrøm, hvilket betyder, at man er begrænset af fysikkens love i designprocessen, samtidig med at der skal tages hensyn til sikkerhed, ergonomi, støj og funktionalitet. Hvordan dette skal implementeres, er beskrevet i diverse internationale normer – i Danmark er vi for eksempel underlagt Dansk Standard EN 12469 for klasse II kabinetter, samt samme standard og yderligere standard DIN12980 for arbejde med cytostatika.
Disse standarder stiller omfattende og strenge krav til producenterne. Derfor vælger nogle producenter at gå på kompromis med designet, hvilket kan medføre tab af produkt eller kompromittere operatørens sikkerhed.
Den bekostelige proces for at opnå certifikat
Der er heldigvis flere instanser, der tester sikkerhedskabinetter og har autoritet til at udstede certifikater. De evaluerer kabinettets design, elektriske installationer, måler luftstrøm, krydskontaminering, flowvisualisering, vibrationer, tester tætninger, negativt trykkammer, rengøringsvenlighed, visuelle og akustiske alarmer og meget mere. Til sidst udsteder de det eftertragtede certifikat.
Processen indebærer ofte, at kabinettet fejler flere gange, og myndigheden må meddele, at godkendelse ikke kan gives på grund af kritiske mangler. Producenten får derefter mulighed for at foretage de nødvendige justeringer eller redesign, før en ny test foretages. At opnå et certifikat er en kostbar proces, særligt hvis kabinettet ikke består de indledende tests, og ikke alle producenter har økonomien til at gennemføre denne proces.
Manglende evne til at designe et godkendt kabinet er en primær årsag til, at nogle kabinetter sælges uden godkendelse. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på formuleringer som "Produceret i henhold til EN12469" eller "Bænken opfylder EN12469", som ofte bruges i stedet for specifikke certifikatoplysninger.
Hvilke myndigheder kan godkende?
Der findes en række myndigheder, der kan godkende sikkerhedskabinetter – i Europa er TÜV Nord blandt de mest kendte.
Der er dog forskelle selv blandt myndighederne. For eksempel kan TÜV Köln godkende og udstede certifikater, men det sker sjældent. Den mest betydningsfulde godkendelse foretages kun af TÜV Nord, som har opbygget en særlig ekspertise på området. Denne ekspertise gælder ikke kun for eksisterende standarder; TÜV overvåger også særlige test som "envelope test" og "dynamic interference". I fremtiden vil de også stå for at udføre disse tests og udstede certifikater. Andre godkendelsesinstanser kunne inkludere Porton Down, men de er ikke akkrediteret til at udstede certifikater, da de ikke tester efter hele standarden.
Vores tekniker er TÜV-certificeret
Uddannelse hos vores leverandører og TÜV-certificering prioriteres højt i vores serviceafdeling. Det er et kvalitetsstempel, der bekræfter vores viden om de strenge krav, et sikkerhedskabinet skal opfylde for at blive TÜV-godkendt. Vores tekniker, Carl Petersen fra Holm & Halby, er certificeret hos TÜV.
Godkendte kabinetter
Via nedenstående link kan man finde en oversigt over kabinetter, der er blevet testet og godkendt af TÜV Nord. Listen inkluderer kabinetter med både EN12469 og EN12980 godkendelse.
[Se TÜV-godkendte kabinetter her] - TüV Nord hjemmeside
LAF Manager seminar
Du kan lærer mere om, hvilke ting du skal være opmærksom på, når du vælger LAF kabinet, på vores LAF Manager seminar