06.10.2024

25 år som CEO hos Holm & Halby

Den 12. oktober kan Morten Dyrner fejre 25-års jubilæum som CEO hos Holm & Halby. 

Morten startede sin karriere hos Holm & Halby allerede tilbage i 1992, og siden tirsdag d. 12. oktober 1999 har Morten med stor succes stået i spidsen som CEO.

Med sit skarpe blik for strategi og godt købmandskab har han formet en virksomhed, der har været i konstant og ubrudt vækst lige siden hans tiltrædelse.

Samtidig har han med sin rolige facon, menneskelige indsigt og forståelse skabt en virksomhedskultur, der bygger på stærke værdier. På trods af krav om resultater har Holm & Halby under Mortens ledelse været et eftertragtet og trygt sted at være ansat. Dette understreges af de mange 10-, 15- og 20-års jubilæer, der jævnligt fejres blandt firmaets medarbejdere.

Ved siden af sit store engagement i Holm & Halby bestrider Morten også flere vigtige bestyrelsesposter i AddLife-koncernen. Han er bestyrelsesformand i LAB-Vent Controls samt medlem af bestyrelsen i BergmanLabora AB og LabRobot AB.

Gennem mere end 15 år har Morten også bidraget aktivt til brancheforeningen Dialab, hvor han bl.a. har været medlem af bestyrelsen samt har været formand for PR-/udstillerudvalget og statistikudvalget.

Et kæmpe tillykke til Morten Dyrner med de 25 år som CEO hos Holm & Halby – vi ser frem til mange flere succesfulde år i fremtiden!

PS. Der vil ikke blive afholdt nogen reception i anledning af jubilæet.